Virale videoer og deres effekter

Der har på det sidste floreret en del videoer på mit Facebook-feed. Og nej, jeg snakker ikke om dem, hvor folk bliver nomineret til at hoppe i vandet og dele det på Facebook som bevis på, at de har klaret udfordringen. Jeg snakker om videoer ligesom Voteman, der har til formål at skabe opmærksom på noget, der har betydning for vores hverdag og/eller liv.

Voteman havde for eksempel til formål at få flere unge mennesker til at stemme til det da forekommende Europa-parlamentsvalg. Hvad de stemte var underordnede, så længe de blot fandt vej til stemmeboksene.

Sidenhen har en fransk virksomhed lavet en yderst vellykket (og skræmmende) interaktiv video for at sætte fokus på vigtigheden af at bruge sikkerhedsvest, når man er ude at sejle. Hvis du ikke allerede har set den, se den her.

Sidste skud på stammen (af hvad jeg har set) er Volkswagen, der har lavet en video filmet i en biograf i Hong-Kong. Jeg vil egentlig ikke spoile den for nogen, da det er overraskelsesmomentet, der er hele omdrejningspunktet i videoen.

Min pointe er bare: gad vide om det virker!

I forhold til Voteman endte stemmeprocenten i Danmark ved Europa-parlamentsvalget med at være relativ høj i år (56,4% mod 43,1% i hele EU). Men faktisk var stemmeprocenten højere i 2009! Her stemte hele 59,5% (kilde: Ruderdals). Hvor stor rolle Voteman har spillet her, er selvfølgelig svært at vide, men en lavere stemmeprocent end sidste gang er vel næppe en succeshistorie? (selvfølgelig med mindre man ser på alle de følger, videoen fik – se evt tidligere indlæg om Voteman for mere om det)

De seneste to videoer er så nye, at der ikke er lavet målinger på deres områder endnu (og hvordan skulle man også lige gøre det!?). Men jeg håber da, at de har en eller anden form for virkning, OG at det er sådanne videoer, vi kan se frem til at finde på vores feeds frem for intetsigende nomineringsvideoer.

Edit: Jeg lagde mærke til, at linksene ikke fremstod tydeligt i første udgave af dette indlæg. Jeg har derfor markeret dem med ‘fed’ denne gang, så de burde være til at finde. Ellers må I lige sige til, ikke?

 

About gitteengkjaer

Jeg er en 23-årig kvindelig studerende, der er i gang med en kandidatuddannelse i Virksomhedskommunikation på Aarhus Universitet. Jeg har derfor fået en forståelse for kommunikationens kompleksitet og anerkender, at det er en svær, men vigtig, disciplin, som jeg konstant bestræber mig efter at blive bedre til. I den forbindelse holder jeg gerne øje med, hvad der sker derude i den virkelige verden, hvad de gør godt, og hvad de gør mindre godt. Tanker herom og andre finurligheder i mediebilledet finder derfor ofte vej hertil.

Leave a comment